Gudrun (Gudde). Carl Vilhelm Brandts barn 17/7/1905-6/9/1982
Carl Christian (Chrisser) Brandt-Pedersen. 5/1/1926-?
Fra email fra Chrisser til Erik 24/4/2003
Chrissers biologiske mor var Gudrun (Gudde), som var Carl Vilhelms (min farfar) barn fra før han blev gift med Mary (min farmor).
Gudruns mor var Astrid (Asta) Seligmann
Gudde blev født 17/7/1905 og døede 6/9/1982. Hun var således 7 år ældre end min fars storesøster Grete.
Chrisser var som barn ikke bekendt med at Gudrun var hans biologiske mor.
Han blev som spæd bortadopteret til Gunnar, som var Henriks og Maries (Karen Marie) søn.
Henrik var sognepræst i Skamby og Marie var Carl Vilhelms søster.
Gudrun var således Gunnars kusine.
Chrissers adoptivfar Gunnar var altså Chrissers biologiske mors fætter.
Eftersom Chrisser indtil han fyldte 18, ikke vidste dette blev hun altid kaldt tante Gudde.
Gudde var uddannet danse-, gymnastik- og svømmelærerinde og havde desuden en handelsfaglærereksamen, i hvert fald i maskinskrivning. I en årrække havde hun været sekretær på Akademisk Kursus, AK, som i 1944 lå i Nyropsgade. Her havde hun truffet en række interessante personligheder som f.eks. Hal Kock, der underviste på AK. Tidligere havde hun været sekretær på Tværmoes Kursus, og i 1940erne skiftede hun atter hertil.
Omkr. 1947-48 etablerede hun sin egen sekretærskole i et par lokaler i Laksegade. Senere oprettede hun sammen med Troels Selvejer 'Sekretærskolen' i Borgergade/Dr. Tværgade komplekset. Den blev siden nedlagt og Gudde fik i 70 års alderen kontorarbejde hos en papirvaregrosserer på Østerbro, i frihavnskvarteret. Hun boede da på Roarsvej og gik hver dag til og fra arbejde, har hun fortalt mig.
Da jeg i 1944 fik kontakt med Gudde boede hun med Løjser i Admiralgade 15 på kvisten. Efter 5. maj 1945 da han blev arresteret for landsskadelig virksomhed under besættelsen, han havde været Hipomand (Hipo=HllfsPOlizei), Flyttede hun til en saneringsmoden lejlighed i Borgergade. Senere, mens Lillemor og jeg borde på Jansvej ved Sundbyvester Plads, flyttede hun til Gerbrandsvej lige i nærheden. En overgang boede hun og Troels til leje på Elmelundsvej i Brønshøj. De flyttede senere til komplekset Høje Skodsborg og siden hen til Roarsvej på Frederiksberg.
Efter mit eget giftermål havde jeg ikke megen kontakt med Gudde. Det havde derimod min gode ven Hans Kongsvad. Ham introducerede jeg hos hende allerede i 1944 i Admiralgade.
Han introducerede senere sin studiekammerat Troels hos Gudde. Det førte senere til deres giftermål, på trods af at han var hen ved 20 år yngre end hende.
Rigmor Brandt-Pedersen, søster til Gunnar og kusine til Gudde, meddeler om hende:
En stærk personlighed, der valgte at bortadoptere sit barn, Chrisser, til sin fætter Gunnar. Etablerede maskinskrivnings-og stenografiskole, Sekretærskolen, i Borgergade, Kbh.; bevarede kontakten til Chrisser.
Chrissers Erindringer om 'Morbror Carl' (adoptivfar Gunnar Brandt-Pedersens morfar).
Siden min barn- og ungdom har jeg kendt eksistensen af fars 'morbror Carl' uden at være klar over, at han var min biologiske morfar.
Far har fortalt mig om engang hans bror Arne som student besøgte morbror Carl. Morbroderen var alene hjemme, eller var han enlig enkemand dengang? I hvert fald spurgte han Arne, om han var sulten, for så stod der noget rødgrød ude i køkkenet. Der var vist til et par dage, men da Arne havde forsynet sig, var der ikke mere tilbage.
Een gang har jeg truffet morbror Carl. Det var i julen 1940, hvor far var indlagt på Sct. Josef hosp. i København. Da besøgte han og datteren Gudde far på hospitalet. Jeg kendte dem dengang blot som 'morbror Carl og 'tante Gudde'. De kom vist nok så meget for at se mig som for at besøge far. Carl husker jeg som en nydelig, ikke særlig høj, slank herre. Han virkede ikke gammel på mig til trods for at han dengang var 66 år. At han ikke var høj, nærmest lille, kan ikke undre, når jeg ved, at både hans søstre Marie og Sara og hans datter, Gudde, alle var små af vækst. Hans mor, 'den lille Sofie fra milepælehuset*, var også, som navnet antyder, lille af vækst.
Frode Riis, morbror til min svigermor Gudrun Salling, har fortalt, at han havde hr. Brandt til gymnastik på Schneeklots skole. Hr. Brandt var nærmest en sergenttype, men vist i grunden ganske rar og vellidt.
Datteren Gudde har berettet om faderens og tante Marys bohemeagtige liv. Hver den første blev alle regninger lagt i en skål, og så blev der udtrukket regninger så langt pengene rakte. Resten måtte så vente til næste lodtrækning.
Lønudbetalingen blev i øvrigt behørigt fejret med smørrebrød og hvad dertil hører hos Oscar Davidsen, datidens navnkundige smørrebrødsrestaurant. Han kunne også, når gæsterne derhjemme var gået, finde på at synge: 'Det var godt, at de gik, for de fes'.