Peter Nicolaus Brandt (1783-1862). Den gamle Tysker.

Karen Pedersdatter (1787-1849)

Den gamle tysker, mølleforpagter

Født i Glückstadt, Holsten, Tyskland

Død i Skjellerup på Østfyn

Far Michel Brandt: 1746-1815, tidligere bager, senere træskærer

Mor: Cecilia Christina Dohrn 1752-1786. Døde i barselsseng efter 6. fødsel sammen med barnet.

Peter var det 5. barn.

Faderen giftede sig derefter med Catarina Gesche Hurum og fik yderligere 8 børn.

Peter blev gift m Karen Pederdatter 2/1/1814. 1787-1849

Indtil 19 års alderen var Peter Nicolaus Brandt meget lille og spinkel.

Peter Nicolaus Brandt var tømrersvend. I følge med andre tømrersvende udvandrede han i 1806 som 23-årig til København, sandsynligvis som følge af krigsurolighederne. Det kneb ham at få arbejde, men i 1807 kom han sammen med en københavnsk møllebygger som mestersvend til Skellerup sogn nær Nyborg for at bygge Hindemae mølle, en såkaldt hollandsk mølle, måske den første vejrmølle af sin art i Danmark? Senere bestyrede han den og siden hen forpagtede han den.

Den oprindelige  Hindemae mølle blev opført 1806. Det var en kornmølle af typen gallerihollænder. Den blev brandhærget 1923. Kun de to nederste murede etager af gallerihollænderen blev stående. Møllen er i dag bolig for ejeren af godset Hindemae, og der er ikke bevaret mølleinventar. Møllekroppen er 8-kantet. Den er opført i grundmur på et fundament af kampesten. Taget er teglhængt 8-kantet spidstag.

I 1801 overtoges Hindemae af Charles Adolph Denys Mourier, som i 1806 byggede en vindmølle på bakken nord for herregården som hjælp for en mindre gårdvandmølle, som senere blev nedlagt

Som bestyrer blev han forlovet med pigen Karen Pedersen.

Peter Nicolaus og Karen var fattige, men må have været afholdt af herremanden, Charles Adolph Denys Mourier, siden de kunne få møllen i forpagtning. Det er nærliggende at antage, at Peter Nicolaus og Karens søn Carl Adolf Dennis er opkaldt efter denne herremand.

Peter Nicolaus Brandt talte hele sit liv et gebrokkent dansk. Møllen var den ypperligst indrettede på Fyn med alle de nyeste forbedringer. Som forpagter tjente han sig en formue på 8000 rigsdaler.

Forpagtningen opgav han formentlig sidst i 1820’erne og købte Ullerslev kro med tilhørende landejendom for alle sine penge.

Ullerslev kro var en anset og søgt kro, den bedste på strækningen Nyborg-Odense. De kgl. diligencer (postvogne) holdt ind der. Ullerslev var en fremskreden by med et lidt købstadagtigt præg. Gaden var brolagt, og der var mange håndværkere i byen. De fleste gårde var selvejendom.

Efter at handlen er sluttet bliver krobevillingen ham nægtet fordi godsejeren på Rønninge Søgård, som ejede Langeskov kro, havde interesse i, at Ullerslev kro blev nedlagt.

Det var selvfølgelig et stort tab, så meget mere som Peter Nicolaus Brandt, der ikke var landmand, havde købt ejendommen for kroens skyld.

Da gården ikke gav arbejde nok til hans betydelige virketrang, forpagtede han på ny Hindemae mølle og lod sin ældste søn gøre arbejdet på gården under sit eget tilsyn. Den indbragte ham imidlertid ikke synderligt.

I sommeren 1833 brændte gården tillige med det meste af Ullerslev. Branden var så kraftig at den om formiddagen kunne iagttages fra Hindemae mølle 4,5 km borte. Folk rendte over markerne for at slukke. Ilden var så kraftig at diligencen som kørte med firspand, kusk og tjener, måtte vende om og køre tilbage til Nyborg igen. Gården har altså ligget ud til vejen.

Familien boede så på møllen mens en ny gård blev bygget. Den nye gård  byggede Peter Nicolaus Brandt så fortrinlig og flot - rummelig, solid, komplet i alle måder, vistnok også af hensyn til at han ikke havde opgivet håbet om krobevillingen - at den står endnu (1922). Stuehuset er grundmuret, udhusene egebindingsværk og haven stor og smukt anlagt.

Bonde blev Peter Nicolaus Brandt aldrig og følte sig aldrig som sådan. Han nærede foragt for dem, havde ingen omgang med dem og ingen tillidshverv. ‘Når bonden ikke er bunden, er han værre end hunden’, sagde han.

Peter Nicolaus Brandt forblev slesvig-holstensksindet, også under treårskrigen, den 1. slesvigske krig, 1848-50. Han havde nogen omgang med folk på et noget højere trin, en fyrinspektør på Knudshoved, en godsinspektør, men slog aldrig rod i det danske. Han var en stolt, kold natur, klædte sig flot, var flot kørende, og arbejdede ikke selv med. Når han gik i marken havde han sølvbeslået spanskrørsstok i hånden.

På ejendommen var der to fæstehuse, da han købte den. Han oprettede et til, fordi han som ejer af en del fæstegods ikke skulle sende sine sønner ind som soldater. Efter at værnepligtsloven kom blev hans yngste søn dog indkaldt for at deltage i krigen, hvad han var meget utilfreds med.

Kårene for Peter Nicolaus Brandt og Karen Pedersdatter har næppe svaret til, hvad de som yngre drømte om. Peter Nicolaus Brandts velstand var jo gået noget tilbage. Der var gæld på gården efter byggeriet. Børnene kom kun i forholdsvis små stillinger: Carl Adolf blev møller, Kristian blev smed.

Det ægteskabelige forhold har måske heller ikke været tilfredsstillende. Overfor Karen var Peter Nicolaus vist også noget kold og noget vanskelig.

Karen var jordemoderdatter fra Langå på Fyn. Hun var husholder på herregården Hindemae, hvorunder der hørte en mølle.

Hun var i ikke mindre grad end sin mand et ‘jærn’, snarere mere energisk til selv at tage fat. Hun sad og strikkede på vognen når de kørte ud og kunne sidde og strikke til langt ud på natten for at få færdigt, hvad hun havde sat sig for.

Karen var mere hjemmemenneske end sin mand. I sin sidste tid  var hun sindssyg. Hun aflivede sig selv ved i sin sindssyge at springe i brønden; pigen der skulle se efter hende, havde hun sendt et ærinde i byen.